Hvem er jeg?

Mit navn er Malte Bülow, jeg er 34 år og bor i Mårslet syd for Aarhus med min lille familie, som nu også tæller en lille søn. Jeg startede med at tage billeder for over femten år siden for at komme ud og opleve noget nyt, men det udviklede sig hurtigt til, at jeg blev enormt fascineret af flere og flere genrer inden for fotografering. Og så startede jeg op som selvstændig fotograf med enkeltmandsvirksomhed, moms, bogføring og hele molevitten.
Jeg elsker at tage billeder og video og er særligt passioneret for events, portrætter, dronefoto- og video, naturbilleder af det vilde dyreliv, fotokunst både digitalt og analogt i farve- og sort-hvid-mørkekammer. Jeg glæder mig for eksempel til at være med hvert år til Aarhus Festuge og Aarhus Kammermusikfestival, hvor jeg er hyret som fast fotograf hvert år, og der får jeg altid nogle helt fantastiske oplevelser.
I mit daglige arbejde bruger jeg de nyeste spejlløse digitalkameraer, men jeg har også en samling af gamle polaroidkameraer og analoge kameraer helt tilbage fra 1920'erne, som jeg også har brugt i mine kunstprojekter en del. Det er en sjov tilføjelse til det højteknologiske, fx når jeg også er certificeret dronefotograf og bruger de nyeste teknologier inden for foto og video også.
Jeg elsker at se mine billeder fysisk, så jeg printer tit mange af dem på lækre materialer, for det er virkelig en helt anden oplevelse end at se billederne på en skærm. Motiverne kommer virkelig til live i printet.
Når jeg har tid, elsker jeg at være sammen med min familie og bruge tid ude i naturen. Det giver mig ro og ny energi, og det er meget meditativt at gå rundt med kameraet og fokusere på bittesmå detaljer derude. I mine naturbilleder går jeg altid efter at fortælle en historie, selvom jeg aldrig helt ved, hvad jeg vil fortælle - det kan for eksempel bare være en stemning eller en følelse.
Alle billeder har en eller anden fortælling i sig, en samling følelser, betydninger og ladninger, der vækkes i os, når vi ser på dem. Det er et helt sprog for sig, og en fotograf må mestre det. Ikke blot skal man være kreativ, man skal være i stand til at omsætte den kreativitet til virkelighed gennem teknisk viden og kunnen. Derfor prøver jeg hele tiden at holde mig opdateret, selvom det konstant går rigtig stærkt med udviklingen i fotobranchen.
Mine portrætter skal hver især repræsentere den portrætterede på sin helt individuelle måde. Det skal også være en god oplevelse at få taget et portræt. Så sammen med den portrætterede arbejder jeg mig ind på, hvordan udtrykket skal være, hvad man gemmer på, og hvad man gerne vil vise. Jeg tager mig altid god tid og sørger for, at den portrætterede har det godt hele vejen gennem fotosessionerne.
Hvis man nu skal gå helt i detaljer, så består billeder jo egentlig blot af lys, og "fotografere" betyder faktisk bare "at tegne med lys". Det forsøger jeg at have med i baghovedet, når jeg fotograferer, så jeg altid vælger og fravælger bevidst i belysning, baggrund, komposition, posering og så videre, mens jeg også improviserer med motivet. Men det allervigtigste er igen fortællingen, følelsen i billedet og det visuelle udtryk, ikke alt den tekniske data og viden, som ingen kan bruge til noget, hvis ikke de føler noget ved billedet.
Jeg har efterhånden fundet frem til en personlig visuel stil, som selvfølgelig varierer efter opgaven. Jeg udvikler mig selvfølgelig også hele tiden og prøver nye ting af. Af og til må jeg som en kamæleon tilpasse mig situationen samtidig med, at jeg skal bevare min integritet og min fornemmelse for, hvad jeg synes er god kvalitet.
Jeg skulle på et tidspunkt fx lave portrætter af bedemænd og tage billeder og video af dem og deres rustvogne, hvilket selvfølgelig var en udfordrende opgave, da det jo er et meget sårbart emne for os alle. Men bedemænd er jo også bare er helt almindelige mennesker. Der måtte jeg lige tilpasse mig og tænke over, at de jo gerne måtte smile på portrætterne. De kan ses ved at klikke her.
Generelt i mit arbejde som freelancefotograf kommer jeg tæt på alle facetter af livet. De store følelser af kærlighed i familien, bryllup, events, fester, børn, frierier, vielser osv. I mine bryllupsbilleder går jeg fx efter et varmt, drømmende, nordisk og romantisk udtryk, der skal kunne matche og supplere de minder, parret har fra dagen.
Derudover laver jeg også digital og analog fotokunst, der berører forskellige emner, der på en eller anden måde betyder meget for mig. Jeg laver også af og til grafiske opgaver som plakater og lignende.
Det er en oldgammel kliché, fordi det er sandt, at et billede siger mere end tusind ord, så nu må jeg hellere tie stille og lade dig tage et kig rundt i de forskellige gallerier selv.
Jeg kører til hele landet som fotograf, videograf og droneoperatør, så tøv endelig ikke med at kontakte mig for at høre mere.
Links til sociale medier finder du i bunden af siden
Klik her for at sende en direkte besked
Skriv til mig på maltebp@maltebp.com
eller klik her for at udfylde min aftaleformular
- jeg glæder mig til at høre fra jer!
  fotograf Malte Bülow står med et kamera og smiler og kigger ind i kameraet