Artist statement

Når jeg tænker over, hvad de overordnede motiver og idéer bag mit fotografiske virke er, er der to ting, der lyser klarere end alt andet; det ene er det, mine personlige kriser – sorg, angst, depression, stofmisbrug, posttraumatisk stress – har bragt med sig af erkendelser, indsigter og skabertrang, det andet er en generel uudslukkelig nysgerrighed, en altfortærende videbegærets ild, der bestandigt kræver ny næring. Hvem er vi? Hvor kommer vi fra? Hvordan er verden til? Hvad er verden? Hvorfor tænker og føler vi, som vi gør? Hvor skal vi hen? Hvornår er vi der? Jeg spørger som en tåbe og svarer som en galning. Og som et irriterende barn på bagsædet med en uendelig liste af spørgsmål, der konstant kaster nye svar af sig, der kaster atter nye spørgsmål af sig, driver jeg fra det ene til det andet. Og som et barn i en slikbutik, der ikke kan nøjes, men helst vil have hele butikken med hjem, vælter jeg alt ned fra hylderne; religionshistorie, evolutionsbiologi, myter, skønlitteratur, kvantefysik, neurologi og okkultisme.

Normalt er et billede blot et opslag i hjernens leksika, dens hukommelse og forventning til, hvad vi ser. Vi oplever dermed at se en kugle på et fotografi, mens sandheden er, at det, vi ser, rent faktisk blot er en flad cirkel. På samme måde er det ikke et billede af et landskab i solnedgangens lys, men geometriske figurer, som hjernen sammenføjer som brikker i et puslespil. Hjernen spiller os et puds, og har vi indset det, kan vi både erfare kuglen og cirklen, de geometriske figurer og solnedgangen – med andre ord: Vi har fået en større virkelighed.

Det er i grunden et enormt reaktionært foretagende, det at skabe noget nyt; at forsøge at vende tilbage til en grundtilstand, hvor menneskets verdensskabende proces var den enkeltes opgave og ikke hverken fjernsynets eller smartphonens – men din egen. Det kognitive arbejde at skabe og erfare verden – den personlige oplevelse, som kun kan være vores i og med, at det er vores hjerne, der skaber den – har vi i dag overladt til andre, det man på moderne dansk kalder “at uddelegere arbejdsopgaven”. Det er jo også åbenlyst lettere at lade andre konceptualisere verden og få den leveret som en færdigpakket mikroovnsmiddag gennem massekommunikationsmidlerne, i hvert fald lige ind til det øjeblik, vi husker, at vi er, hvad vi spiser, og at denne uddelegering af arbejdet har den noget uheldige sidegevinst, at det derfor ikke er vores verden. Dér har vi den tarvelige bismag.

Mange deler formentlig den oplevelse med mig, at verden virker en anelse kold, kynisk og fjern og på en måde ikke vores. Mange føler sig måske ligeledes som fremmede i den. Hvordan generobrer vi verden?

Hvornår har du sidst gloet tanketomt ned i en mudret vandpyt i en tidløs stund? Dykket ned i dens vandspejl og tabt dig selv i verden? Nærstuderet naturens revner i bark og i landskaber, vindens susen, glemt dig selv og oplevet mystagogens selvløse enhed med altet? Lyttet til the smallest story ever told, din helt personlige oplevelse uforvansket af andres holdninger? Erkendt verdensmotivet som cellekoloniens behov, transcenderet det præfrontale korteks’ fængsel, forceret hjernens underliggende strukturer og steget op ad livets træ?

Det vil ubetvivleligt være sludder for de fleste. Uden på nogen måde at vedkende mig New Age-filosofiens tågesnak, må jeg alligevel medgå, at svaret uden tvivl må søges i os selv. Vores kultur er præget af en overdreven jeg-bevidsthed, hvorfor det er så meget desto mere vanskeligt at skille os af med illusionen om et jeg, som neurologisk set trods alt først bliver til i pandelappens alleryderste spids. Vi og verden er et produkt af hjernens elektrokemiske aktivitet. Hvad er hinsides os? Hvad er hinsides den præfrontale garrulitet, vi tror, er hele verden?

Memento mori, amor fati, quotidie lapis.

Husk du er dødelig. Elsk din skæbne. Læg en sten hver eneste dag.

På et tidligt tidspunkt opdagede jeg, at min forbindelse til verden og til naturen var blevet brudt, til min egen verden og til min egen natur.

Jeg higer og søger i gamle bøger, som det hedder, stadigvæk, og de tusind svar har jeg som nævnt fundet tusind steder i tusind emner, i litteratur, i drømme, i naturen og i relationer. “Der er lige så mange sandheder som dugperler i et edderkoppespind, verden er gennemkrydset af veje, der er liv i en dråbe sumpvand.” – Erwin Neutzsky-Wulff.

Niels Bohr sagde, at virkeligheden består af ting, som ikke i sig selv kan betegnes som virkelige. Uagtet hvor dybt ned i materien videnskaben søger, tror jeg, at de allervigtigste svar ligger gemt lige foran os. Mennesket, det religiøse dyr, har altid været særligt og skilt sig ud fra andre dyrearter ved at ane noget større end livet, forbindelser og mening som vi påtvinger et komplet kaos. I vores neoliberalistiske samfund, der har økonomi som religion og penge som Gud, har vi afskåret os selv fra den fysiske verden, så naturen nu blot er en ressourcebank, vi kan bruge og bruge op. Resultatet er en altomfattende biodiversitetskrise og et klima, der truer med hævn.

Man kunne tilmed længes efter en verden, der uvægerligt ville blomstre op efter et sådant ragnarok. Neoliberalismen har en iboende lineær tidsforståelse, der forudsætter den evige udvikling og købmandsmentalitet, men det er da igen også i religionen, man finder det cykliske verdensbillede, på vinter kommer som bekendt altid vår, hvilket muliggør livets naturlige udfoldelse med fødsel og død som en inhærent del af livet.

“Eengang maa Alt erfares
Og leves om igjen,
Etsteds maa dog bevares
Hvad Tiden tæred hen;
Ei blot hvert glimt vi skue
Af Aandens indre Lyn,
Men hver en jordisk Lue
Og hvert et jordisk Syn.

Der skal til Eet vi samle,
Hvad stykkeviis gik tabt;
Der vaagner alt det Gamle
Og staaer forynget skabt:
Den Sjæl, som her du kaared,
Det Maal, du stræbte til,
Den Drøm, som her dig daared,
Dig hisset vinke vil.

Den Trøst er dog den sidste!
Den Tro bestaaer tilsidst:
Hvad her vi maatte miste,
Vi faae tilbage hist.
Til Undergang ei skabtes
Endog det mindste Frø:
Det var kun Skal, hvad tabtes:
Livskjærnen kan ei døe.”

– Frederik Paludan-Müller

Vi føler os i dag som gæster i en fjendsk verden, der ikke fundamentalt afhænger af os. Selv solen er et fjernt fænomen, hvori plasma eftersigende fusionerer, men det mærkes ikke umiddelbart, at også solen er forudsætning for alt liv på vores planet, dens stråler mod vores hud, mod planternes hud. Hvordan bliver vi en integreret del af verden igen? Kan vi huske, hvem vi er? Hvad drømmer vi om? Hvordan kan animismen forliges med et videnskabeligt verdensbillede, når det neoliberalistiske mantra af A. E. Housman besynges fra fødslen: “I, a stranger and afraid in a world I never made”? Vi må afkaste os åget og blive stærke i ånden for nu igen at bruge et gammelt udtryk. Man siger, oplysning tager tid, men det vil slå ned som et lyn, som det er intelligensens natur, et opbrud der rammer alverden og bringer os videre fra en døende civilisation.

“Perhaps in time the so-called Dark Ages will be thought of as including our own.”

– Georg C. Lichtenberg

Vi må ofre os for hinanden og for verden. Vi må ikke leve forgæves. Vi må ikke spilde vores potentiale, for det er vitterligt en katastrofe, hver gang en menneskeskæbne går tabt. Det er ikke ligegyldigt, hvad vi gør, vi er hver især givet en skæbne, en niche der er fuldkomment vores egen.

Alt kan du få, om du har mod
– da ligger verden for din fod!
Thi held og lykke, rigdom, magt
er Handlekraften underlagt.

Den sejrer ej, som kampen skyer.
Døden er vis, hvem døden flyer.
Og blegner du i dådens nu,
er hundred år blot ørkens gru.

Spænd da din bue, find din sag,
thi om du tøver blot en dag,
en time kun, er alt forbi,
forlist i skam og drømmeri.

Hvad ellers let man glemte bort,
din heltegerning gør det stort!
Og synker kraftesløs din arm;
før du blev kold, du dog var varm!

– Erwin Neutzsky-Wulff

Jeg længes efter en menneskelig verden, efter opfyldelsen af mine egne og andres inderste længsler. Jeg længes efter en dybfæstet forbindelse til verden, efter at kappe de besnærende bånd. Hvert menneske har sine behov, sine drømme, sine guder. Jeg længes efter en verden, der fremelsker det selvløse, selvopofrende ved ånden i mennesket og i naturen i stedet for profitten. Det underbevidstes mistbænk finder mange udtryksformer, den skabende kraft, og mine er at skrive og at skabe billeder der kan åbne nye døre i hin hypotetiske enkelte. At ændre én beskuer er derigennem at ændre verden.

Mine kunstbilleder skal ikke fungere som vinduer, men som døre ind i beskueren selv. Ingen andre kan finde det, du finder derinde, og ingen kan profitere på det eller tage det fra dig. På denne måde er mine kunstbilleder på den ene side skilte, der peger derhen og derind, hvor ingen andre end dig kan se, og på den anden side meget mere end det, hvis du tillader det

Klik her for at gå til forsiden